Tur til Tokaj i januar 2026

D. 19. januar tog jeg afsted til Tokaj for at besøge både nye og gamle producenter. Arly, der stadig er ansat i Forsvaret, måtte passe sit andet arbejde imens. Bortset fra den sædvanlige, rædselsfulde trafik ved Berlin, kom jeg godt til Wrocław. Beslutningen om at lade motorvejen gå igennem Berlin, for derefter at have konstant vejarbejde, må vække større fortrydelse hos tyskerne, end udfasningen af atomkraft.

Efter en god nats søvn i forstaden Bielany Wrocławskie, var der kun 7 timers kørsel til Tokaj. Kilometerne går hurtigt på de gode polske motorveje, men efter et par timer når man Tatrabjergene mellem Polen og Slovakiet, hvor hastighed erstattes med udsigt, som dog er lige fantastisk hver gang. Efter Slovakiet går der ikke længe før man rammer Tokaj og når først man ser vinmarkerne på Zemplénbjergenes skråninger, er det som om 1340 kilometers spændinger, forlader skuldrene igen. Denne gang havde jeg booket et Airbnb i Erdőbénye i ved vinmageren Péter Turján. Vi forsøger så vidt muligt at booke værelser ved de lokale eller på hoteller, da vi nødigt vil bidrage til barcelonanske tilstande i Tokaj.

Onsdag besøgte jeg Oremus. Selvom vi har deres vine i sortimentet, var det første gang jeg besøgte deres vineri i Tolscva. Jeg mødtes med Ferenc Zelenák, hvis personlighed var ligeså stor som hans viden. Et par timer gik med fortællinger om det nye vineri, familien Alvarez’ historie med Vega-Sicilia og sidenhen Oremus og ikke mindst smagninger. Turen sluttede i vinkældrene under jorden, med et glas Eszencia fra 2013 – det var så englene sang.

Torsdag stod på et møde med en gammel kending. Bagagerummet skulle fyldes lidt op ved Gróf Degenfeld og heldigvis havde Managing Director Máté, der ellers er en travl herre, tid til at præsentere de nyeste årgange. Fællestrækket for de nye årgange må være ”sprødhed”, så vi glæder os til at de bliver udgivet.

Fredag bød på to aftaler. Om formiddagen havde Rita fra Mád Moser arrangeret en rundvisning ved Maison Aux Pois, som jeg ikke tidligere kendte til. I det komplet restaurerede Máriássy-hus fik jeg set alle faciliteter og smagt på alle nuværende og kommende årgange. Der blev også smagt på vin, der ikke levede op til familiens høje krav og på forskellen mellem ungarsk og fransk egefadslagring. Derudover smagte jeg den bedste enkeltmarksvin og den bedste aszú nogensinde, så efter mødet var det derfor selvsagt, at Maison Aux Pois måtte med i vores sortiment og det er årsagen til, at vi har startet vores crowdfunding-projekt.

Om eftermiddagen kørte jeg undervejs hjem til Erdőbénye forbi Patricius efter et par kasser Aszú og havde egentlig fået at vide, at Estate Director Péter sandsynligvis ville være ude af huset. Heldigvis ankom han, mens jeg var på vej ud af døren og bød på en kop kaffe og god snak om fremtiden for Tokaj og Danmark.

Lørdag stod på endnu et møde med en ny producent, nemlig János fra Breitenbach. János er vinmager for Harmónia Szőlőbirtok og har mange års erfaring, hvilket kan smages på hans vin. Efter en hæsblæsende tur rundt i Tokaj for at se hans vinmarker smagte vi på både hans egne og arbejdsgiverens vine. Der var nogle stykker iblandt, som jeg håber vi i fremtiden kan få i sortimentet hos Tokajvin.

I løbet af ugen havde jeg fået arrangeret et møde med ejeren af Wine the Gap i Budapest, Miklos. Søndag tog jeg derfor til Budapest for at tale med ’Miki’ om ungarsk vins fremtid på den københavnske bar- og restaurantscene. Om aftenen deltog jeg i en af hans vinsmagninger, som understregede det høje kvalitetsniveau i hele Ungarn. Næste morgen gik turen hjem mod Danmark og med en enkelt overnatning i Dresden, var jeg hjemme tirsdag, 3480 kilometer senere. Turen var det hele værd og jeg glæder mig allerede til at komme til Tokaj igen.