Coop Crowdfunding

oprettet d.

Coop Crowdfunding

Vi har lanceret et projekt på Coop Crowdfunding! Efter turen til Tokaj i forrige uge, vidste vi, at vi måtte have Maison Aux Pois i vores sortiment. Gábor og Adrienn, som driver vingården er hjertevarme og passionerede mennesker og det var en fornøjelse at møde dem. De gav en rundvisning i hele det nyrestaurerede Máriássy-hus midt i Mád. Huset har en stor gårdsplads, hvor der afholdes mange events i løbet af året og parret driver en lille café i den forreste del af huset. Bagerst ligger vineriet, hvor tønder, ståltanke og maskineri slås om pladsen under de gamle hvælvinger. Gábor gav smagninger på samtlige af de kommende årgange, selv den vin der ikke levede op til familiens høje krav. Vi smagte på forskellen mellem ungarske og franske egetræsfade og det stod hurtigt klart, at ”elegance” er målet for alt hvad Maison Aux Pois foretager sig.

Det meste ved deres vin er værd at fremhæve, så lad os starte fra en ende af: Maison Aux Pois dyrker Sauvignon Blanc og sælger den både selvstændigt og som et blend med Furmint. Da druen ikke er ”tilladt” i Tokaj må vinen sælges i bourgogneflasker, men det er et værdigt offer for deres Furmint Blanc, som rummer det bedste fra to verdener.

Maison Aux Pois’ enkeltmarksvine er enestående. Simpelthen enestående. Sjældent har Tokajs terroir trådt så tydeligt frem, til så lav en pris. Urbán-selektionen er i en klasse for sig og vi har høje ambitioner for hvad den vin kan opnå. Indtil videre har Decanter og IWSC anerkendt den med bronzemedaljer.

De søde vine skiller sig også ud. De har høje mængder restsukker ift. resten af søde Tokajvine, men syren følger med og vinene går derfor op i en højere enhed. Deres 2019 Aszú er den bedste jeg nogensinde har smagt, så det er en skam at der kun er produceret én enkelt tønde.

Vi vil gerne dele deres fantastiske vine med resten af danskerne og derfor har vi henvendt os til Coop Crowdfunding, som har sagt ja til vores projekt. Udover at få deres vin til Danmark vil vi også gerne præsentere den gennem vinsmagninger og måtte der være nogle interesserede, drømmer vi om at arrangere udflugter til Tokaj, for at besøge vineriet. Alting kommer til at foregå i overensstemmelse med Coops princip om bæredygtighed, hvilket vi selvfølgelig støtter op om. Hos Maison Aux Pois følger de også en lavinterventionstilgang i markerne og vineriet, fordi de ved, at det i sidste ende også giver bedre vin. De værdsætter naturens balance og lader Tokajs terroir tale for sig selv – det er nok også derfor, at deres vine skiller sig så meget ud.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar